Dahliaen

Dahlia

Dahliaen blev opkaldt efter en svensk botaniker, Andreas Dahl, der havde været elev hos den kendte Carl von Linné, og sidenhen har krydsninger og forædlinger skabt et utal af arter. Dahlia hører til samme storfamilie (compositae eller kurvblomster) som asters, bellis og krysantemum, men dahliaer er lidt specielle, fordi de danner rodknolde.

De dejlige dahliaer er ret nemme at dyrke, for de kan vokse de fleste steder, og selv om de elsker sol, så kan de også tolerere en vis portion skygge. Blomstringsperioden starter først sent på sommeren, men til gengæld fortsætter dahliaerne ufortrødent deres blomstring indtil den første frost.

Om efteråret tages knoldene op og opbevares tørt og mørkt vinteren over, og det følgende forår lægges de ud igen, når temperaturerne er blevet helt frostsikre. Hvis man vil give sine dahliaer de bedste forhold, bør man vælge en solrig plads til dem og anbringe knoldene i en veldrænet og velgødet jord.

Man kan slet ikke undgå at komme i godt humør med dahliaer i haven, for magen til blomstrings-iver og farverigdom skal man lede længe efter. Dahliaer findes i de skønneste farver og med et utal af blomsterformer – lige fra fyldige kugle- og boldformede hoveder til blomster med enkeltsiddende blade eller med ganske smalle, sylespidse blade.
Mens nogle planter bliver meterhøje, når andre kun en mere beskeden højde af 25-30 cm, og nogle har blomster så store som tekopper, mens andre snildt kan bruges som knaphulsblomst.

Hvis man vil have dahliaer i sin egen have, afhænger valget naturligvis af, om man vil have blomsterne i krukker på terrassen, om man foretrækker at dyrke dem i praktiske bede, så man har afskæringsblomster at lave buketter og dekorationer af – eller om man bare ønsker at fylde haven med fest og farver. Der er helt sikkert dahliaer til enhver lejlighed.

Uddrag fra min bog ”Skønne Dage”   

Anglofilia footer logo
Kontakt

info@anglofilia.dk

Følg med på Facebook
Telefon
  • 5122 2578




Anglofilia netbutik