I Peter Plys land

Peter Plys Corner

Forfatteren til Peter Plys bøgerne – A. A. Milne - boede i London med sin familie, men i 1925 købte de et ”hus på landet”. Her tilbragte de alle weekender og ferier, og de smukke omgivelser inspirerede snart Milne til de historier om den rare bjørn, som så mange elsker. Milnes hus ligger lige i udkanten af den lille by Hartfield, og det er et meget smukt, gammelt hus, der for ikke så længe siden blev solgt for godt atten millioner kroner.

Som så mange engelske småbyer har Hartfield ikke forandret sig nævneværdigt de sidste årtier. Der er selvfølgelig mere trafik nu til dags, og flere af de gamle butikker er forsvundet, men byens skole ligger endnu i den bygning fra victoriansk tid, hvor den hele tiden har ligget, og de små klasser får stadig undervisning her.

Vi gik fra den ene ende af den meget charmerende hovedgade til den anden. De fleste huse er enten af røde sten, hvidmalede eller beklædt med træ, sådan som det bruges på egnen, og i Hartfield Village Stores kan man købe de daglige fornødenheder og avisen. Der ligger også en lille sportsplads, en legeplads, en lille kirke og en meget smuk pub, så der er, hvad man skal bruge.

Trods byens beskedne størrelse har den en velfungerende haveforening, der skulle være én af de ældste i landet. Hvert år afholdes forskellige arrangementer, og det mest populære er byfesten, der samtidig er et blomstershow med kurser i hobbyfag og blomsterarrangementer. Det kan da dårligt være mere engelsk…

Til sidst gik vi tilbage til det charmerende hvidmalede hus, hvor vi drak kaffe i lille have med blomsterbede og gammeldags havemøbler. Butikken og cafeen har ligget i huset på Hartfields hovedgade siden 1978, og en plysbjørnebutik i Peter Plys land kan vel dårligt hedde andet end Pooh Corner.

Uddrag fra min bog ”Floder, får og gyldne huse”  

Anglofilia footer logo
Kontakt

info@anglofilia.dk

Følg med på Facebook
Telefon
  • 5122 2578




Anglofilia netbutik